VIA 19-undersøgelsen har modtaget en 5-årig bevilling på 37 mio. kroner fra Lundbeckfonden. VIA 19 bliver den fjerde bølge i den nationale kohorte-undersøgelse af børn født af forældre, som på et tidspunkt er blevet diagnosticeret med bipolar lidelse eller skizofreni. Her vil børnene, som nu er 19-årige unge, blive undersøgt igen. Formålet med projektet er at opnå en bedre forståelse af udvikling af psykisk sygdom og at forebygge sygdomsudvikling hos børn med familiær risiko. Med VIA 19 vil man i de kommende år få viden om, hvem der bliver syge, og hvem der ikke udvikler symptomer på psykisk sygdom. Og med data fra de tidligere undersøgelser i VIA-studiet kan fjerde bølge være med til at pege på, hvordan og hvornår man bedst kan sætte ind for at forebygge psykisk sygdom hos de unge. Vi er meget glade for, at Lundbeckfonden igen har valgt at støtte VIA-studiet.