Bivirkninger og komplikationer
Her kan du læse om bivirkninger, komplikationer og risici forbundet med deltagelse i VIA-undersøgelsen.
Der indgår ingen former for medicin eller anden behandling i VIA-undersøgelserne. Vi forventer ikke, at hverken den unge eller den voksne får bivirkninger af at være med i VIA-undersøgelsen. Dog kan nogle måske blive lidt følelsesmæssigt berørte af spørgsmålene eller være lidt trætte bagefter.
Hvis du eller dit barn skulle opleve at have brug for hjælp eller støtte, vil vi meget gerne hjælpe jer videre. I kan også gå ind på vores side find hjælp, der er en kort oversigt over gratis tilbud i landet og i regionerne.
MRI
Der er ingen kendte risici eller bivirkninger ved at deltage i scanningsundersøgelser med MRI. Der anvendes ikke radioaktivitet eller røntgenstråler, men derimod et magnetfelt og radiobølger.
En MRI-scanning er smertefri og kan ikke mærkes på kroppen. For personer med klaustrofobi kan scanneren virke trang. Hvis du oplever klaustrofobi eller andet stærkt ubehag, vil scanningen blive stoppet.
MEG
MEG-scanningen er en passiv scanning, der optager de svage magnetfelter, som hjernen til enhver tid danner naturligt, og der er ligeledes ingen kendte risici eller bivirkninger.
MEG-scanningen kan ikke mærkes i kroppen, der er ingen høje lyde, og der er god plads omkring stolen, man sidder i.
EEG
EEG er en rutine-undersøgelse, der er anvendt i mange årtier på børn og voksne, uden at der er fundet skadelige virkninger af den.
For generel information om VIA-undersøgelsen kan forskningskoordinator Merete Birk kontaktes på telefon 24 75 89 90 eller e-mail via@regionh.dk