Maja Gregersen, som er psykolog og har været dataindsamler i VIA 11 har netop færdiggjort sin Ph.D. Den tager udgangspunkt i, at en del børn oplever en psykisk lidelse i løbet af deres barndom (fx angst, ADHD eller depression). I projektet har vi fundet, at børn født af forældre med skizofreni eller bipolar lidelse har en betydeligt højere forekomst af psykiske lidelser gennem barndommen end børn født af forældre uden disse lidelser. Mange har også haft psykoseoplevelser, dvs. milde hallucinationer eller vrangforestillinger (fx at høre stemmer eller at tro man bliver forfulgt) uden tilstedeværelse af en psykotisk lidelse. For langt de fleste er disse psykoseoplevelser forbigående. Hvis de vedbliver over tid, eller hvis man har flere forskellige typer af psykoseoplevelser, kan det være forudsigende for højere risiko for psykiske lidelser senere i barndommen. Psykoseoplevelser forekommer mere hyppigt hos børn født af forældre med skizofreni end hos børn født af forældre med bipolar lidelse eller børn af forældre uden disse lidelser.

Maja vil fortsætte med at være tilknyttet VIA projektet året ud.