Via 7 Pige skriver i skolen

VIA 19

Formålet med VIA 19 er:

  • at finde ud af, hvordan den unge har det nu i slutningen af teenagealderen.
  • at opnå bedre indsigt i, hvordan opvækstforhold og arvelige forhold påvirker hinanden i forhold til psykisk sundhed i ungdommen.
  • at belyse, om der er en sammenhæng mellem den unges trivsel og udvikling og eventuel psykisk sygdom (nuværende eller tidligere) hos en forælder.
  • at identificere faktorer, der har givet den unge modstandskraft i forhold til udvikling af psykiske problemer og sygdom.

Deltagere

Alle unge, der deltog i VIA 7, i alt 522 børn på dengang 7 år, vil blive kontaktet med henblik på deltagelse i VIA 19, når de er fyldt 19 år. 

Undersøgelsen

Vi vil i VIA 19 gerne indhente mest information fra den unge selv. Hvis den unge giver tilladelse til det, vil vi også sende spørgeskemaer til en forælder eller anden tidligere omsorgsperson.

Den unge

Mange af undersøgelserne af den unge er de samme som i de tre tidligere undersøgelser, blot tilpasset ungdomsalderen. Undersøgelserne udføres af en læge, sygeplejerske eller psykolog, som har erfaring med børn og unge. Den unge vil blive undersøgt med forskellige psykologiske prøver primært i form af spørgsmål og opgaver, hvoraf nogle foregår på Ipad. Der vil også igen være en undersøgelse af den unges motoriske færdigheder (hop, løb, balance osv.). Den unge vil blive spurgt om forhold vedrørende humør, søvn. psykisk trivsel, skole/arbejde og venner. Det er vores erfaring, at de unge for det meste synes, det er spændende at være med. Nogle af undersøgelserne vil blive optaget på lyd eller video til internt brug. Vi udfører naturligvis ingen undersøgelser, som den unge ikke ønsker at være med til.

Blodprøve: Ligesom tidligere vil vi også denne gang gerne tage en spytprøve og en blodprøve fra den unge. Denne gang foretages blodprøven som et fingerprik. Hermed kan vi undersøge immunforsvar, infektion og gener/arvelighed.

Scanning: De unge, der ønsker at deltage, vil igen blive inviteret til en scanning af hjernen – en såkaldt MRI-scanning. MRI-scanningen er vigtig, da den kan bidrage til mere præcis viden om hjernens udvikling fra den unge var 15 år og frem til 19-årsalderen. Scanningen foregår ved, at den unge ligger stille i en scanner i ca. 1 time. Scanningen er ikke farlig og indeholder ingen stråling. Den unge vil blive grundigt forberedt på, hvordan scanningen foregår. Der laves også en EEG-scanning på Hvidovre hospital eller en MEG-scanning i Skejby.

Læs mere om scanningerne her!

Søvnmåling: Ligesom i VIA 15 vil vi gerne måle, hvordan de unge sover om natten med en metode, der hedder polysomnografi. Det er en meget nøjagtig måde at undersøge søvnkvalitet. Selve undersøgelsen tager én nat, hvor den unge skal sove med måleudstyr påsat, hjemme i sin egen seng.

En tidligere omsorgsperson

Hvis den unge giver tilladelse til det, vil en forælder eller anden tidligere omsorgsperson blive bedt om at udfylde en række spørgeskemaer om, hvordan den unge udvikler sig og har det i øjeblikket. 

Hvor og hvordan

For de fleste unge vil undersøgelsen kunne klares på 2 til 3 møder. Alle får gavekort, som tak for hjælpen.
Den eller de første gange foregår i VIA 19’s lokaler på Gentofte Hospital eller på Børglumvej, Risskov i Århus.

Mødet på scanningsafdelingen varer ca. 4 timer.
Vi kan altid tage særlige hensyn, hvis der er brug for det.

Vi sørger for mad og drikke på dagen og betaler transport. Den unge får et gavekort på 1000 kr. efter hver gang samt et gavekort på 500 kr. ved deltagelse i søvnmåling og et gavekort på 1000 kr. for deltagelse i scanningerne (max 3500 kr. i alt).

Resultater og udgivelser

Du kan læse de artikler, vi indtil nu har skrevet om resultater fra de tidligere VIA-undersøgelser ved at klikke på udgivelser. Forskning tager lang tid, og i løbet af de kommende år vil der blive skrevet og udgivet endnu flere artikler om VIA-undersøgelserne.

For mere information om VIA 19 kan du kontakte os på mail: VIA@regionh.dk